Da jeg for nogle år siden var på rejse i USA, kørte jeg fra Denver i Colorado tværs gennem Rocky Mountains og videre ind i nabostaten Utah. Det var en både følelses – og oplevelsesmæssig epokegørende rejse, som har sat sig mange spor i mit liv, og netop spor – eller aftryk af f. eks dyr, mennesker, naturkatastrofer – spor af forandringer i landskab, spor af levet liv, af krig og fred. Spor og rester fra tidligere tiders civilisationers tanker, arkitektur, idealisme. Spor af årstidernes skifte – et frø, et blad – en nød, en frugt. En forstening. Spor af musik, tanker, kærlighed, sorg, glæde. – Spor af farve, aftryk af en form – en figur – et ornament som ligger gemt under lag af farve, men som alligevel stadig spiller med og gør fladen levende og fortællende, ja netop alle disse spor danner et vigtigt grundlag for min billeder.
Men tilbage til Utah: Efter at have kørt mange timer tværs igennem et fantastisk bjergmassiv kommer vi ud i et åbent ørkenagtigt landskab. Røde klippeformationer stikker op hist og her og naturen (for her er ikke andet!) udstråler en storslået ro og uforanderlighed. Dette landskab har ikke forandret sig væsentligt i millioner af år, kun naturens egen slitage vidner om at tiden stadig går.
En snorlige sort linie bryder dette evighedslandskab, men selv den bliver en ubetydelig detalje i dette enorme landskab, som ser ud til aldrig at stoppe.
Pludselig, som vokset ud af ingenting kommer vi til en by, Cisco. Vi standser bilen, alt er fuldstændig stille – en stilhed så indtrængende og nærværende og total befriende. Her er plads til at være den jeg er og ikke andet, blot et menneske og indgå som en naturlig del af naturen.
I et vindue hænger gardiner og blafre i vinden.
De ældste bygninger vidner om at her har boet mennesker siden de første nybyggere kom til ”Det vilde vest” i 1800-tallet. Jeg betragter de gamle huse, ser huggemærkerne efter økserne, tænker på hvordan det mon har været for disse mennesker at ankomme hertil for første gang og hvorfor de har valgt at slå sig ned lige netop her og hvorfor de mon er rejst igen?
Nu er de eneste bevægelser vindens leg med de lasede gardiner i afskallede, tomme vinduer, tumbleweed der let ruller omkring og ørne der flyver rundt og rundt højt over os, og spejder efter liv i den døde by.
Spor og aftryk stiller spørgsmål og får fantasien og tankerne i gang. Vore egen erfaringer og oplevelser, det vi hver især har med i bagagen bliver pludselig vigtige medspillere i denne proces, vi opfatter og oplever alle forskelligt og røres af forskellige ting, men netop det at glemme alt det udenom, at kunne stå i sit indre Cisco og mærke stilheden eller friheden tage èn, blot at være et menneske, mener jeg er så vigtig i vores verden, hvor alting konstant og hurtig forandres.
Oplevelsen af (uforanderlighed) og naturens magt over menneskets værk er en vigtig og befriende erkendelse, så behøver vi nemlig ikke at løbe bag efter naturen hele tiden, vi kan i stedet stoppe op og blive en del af den, blive en medspiller i stedet for en modspiller.
Jeg bygger mine billeder op af flader, store og små – og lader strømmen af idéer flyde. Langsomt gennem de mange tynde lag farve, mønstrer og ornamenter, vokser kompositionen og billedet frem.
Jeg håber mine billeder opfordrer til fordybelse, så man for et øjeblik glemmer verden og sig selv for at overraskes eller bliver forført af et farveforløb, en dybde, en farvekombination, at man kommer ind i en musikalsk, poetisk og sanselig verden, hvor tiden står stille,. at man blot er til stede i oplevelsen ligesom et barn opslugt af leg.