ANMELDELSER

Tanker om billederne – en skovtur….

Beep – beep – beep: vækkeurets rytmiske og insisterende lyd fortæller at det er tid til at stå op. Børnene skal vækkes, klædes på og spise morgenmad, den samme rutine hver morgen gør det nemt og trygt for alle. Vi ved hvad der kommer, og gentager halvt i søvne de samme ting hver eneste dag, som en del af de vaner, rutiner og  traditioner – mønstre og gentagelser – som vort liv bygges op af.

Jeg spiser morgenmad og mens jeg drikker den sidste halve kop kaffe, bundfalder tankerne sig og ud af bundfaldet kommer indfald, idéer og nye tanker strømmende.
Dette lille morgenritual er mit daglig ”mellemrum”., der hvor jeg fyldes op og igen får energi til at handle.
I vores meget handlingsorienterede tid bliver mellemrummet – eller pausen – ofte tilsidesat. det er ulykkeligt, for uden dette mellemrum bliver vi efterhånden udbrændte, livstrætte og f.eks. ramt af stress.

Uden for skinner solen, det blæser lidt og træernes grene vipper fra side til side mens bladene langsomt drysser ned i varierede rytmer. De lander på jorden og opsluges efterhånden af den, for at skabe nyt liv i naturens kredsløb.

Det er tid til min morgentur.
Jeg hopper i de gamle vandrestøvler, gad vide hvor mange skridt de har gået 1-2-1-2-1-2….

Den kolde luft bider i huden, jeg må gå mig varm, vække min krop og mine sanser.

På vejen et stykke herfra passerer bilerne forbi, den ene efter den anden, efter den tredje, efter den fjerde, efter den o.s.v. Ligesådan ligger husene, som byggeklodser i landskabet, det ene efter det andet etc.
Markerne ligger som store rolige flader i forskellige farver, med forskellige strukturer. Traktorspor, sprøjtespor, pløjespor ridser de rolige overflader og giver dem liv.

Køerne står eller ligger, som om en kæmpe hånd har drysset dem ud over marken, med hver deres indre mejeri og kan hverken gøre fra eller til. Den indre biologiske fabrik arbejder på helt sine egne betingelser, med sin egen rytme og kemiske processer, der som dominobrikker sætter hinanden i gang.
En bondekone har engang fortalt mig at stresser man køerne giver de mindre mælk, det gælder vel også mennesker: stresses vi, ”producerer” vi vel også mindre?

Jeg kommer ind i den gyldengrønne skov og bliver modtaget af skovens musik: fuglenes rytmiske kvidren og pippen, roen og vinden der i dag smyger sig roligt gennem trætoppene.
En fugl skræpper op, og ridser med sin skarpe tone mine tanker, som det hvide spor efter et fly ridser himlen.

Ved stien får jeg øje på en stor tidsel, der som en stjerne vokser ud af jorden. Hvor er den smuk med sine spændte blade og – AV! – torne.
Et væltet træ ligger med sin rod som en stor mørk flade mellem stammerne. Små brændestabler, smukt pakket, ligger med jævne mellemrum mellem træerne, klar til afhentning.

Afhentning,
planlægning…..

Mine tanker kredser pludselig om den praktiske planlægning af de næste dage. Alle hverdagens gøremål, planlægning og logistik snor sig som arabesker og mønstre ud og ind i mine tanker…..

hente,
bringe,
ansvar,
bus……

Der med sin køreplan, tal i sirlige, overskuelige kolonner, følger sin egen rytme og har sit helt eget liv. de eneste variationer er mellem hverdage og søn- og helligdage, men også de variationer bliver gentagelser af et mønster, kun afbrudt af en helt ekstraordinær snestorm i ny og næ, som vækker alle til live og får os til at mærke nuet.

En pludselig hvislen i trætoppene ovenover får mig tilbage i skoven – i nuet. Et egern kommer springende, og danner efter sig et spor af vitalitet og uforudsigelighed i mine tanker. Jeg bliver glad og taknemlig for at det lille væsen vækkede mig fra hverdagens forbandede tanke-gentagelser.

I nuet, mellem træerne, mærker jeg jorden og jordens duft, verdens bedste parfume, strømmer mig i møde. Den fuldender min morgentur, hvor alle sanser nu er blevet vækket.

Hjemme skifter jeg til arbejdstøj og forbereder min  sædvanlig kop formiddagskaffe, og mens jeg går over i værkstedet tænker jeg på at hele vor tilværelse er sammensat af mønstre og gentagelser, der som et fundamentalt grundvilkår binder alt sammen i et evigt kredsløb.

jeg har her forsøgt at beskrive hvorledes jeg gennem mit arbejde har opdaget denne dybe symbolske sammenhæng mellem måden vi lever på, både som individer og samfund og billedsprogets ornamentik, gentagelser og rytmer.

Jeg bygger mine billeder op af flader. langsomt, gennem de mange lag farve, mønstre og ornamenter, opstår en dybde og klang af sammenhørighed. Maleriet bliver som et partitur til et musikstykke. Hver eneste lille  farve, ornament eller flade i maleriet er som enkelte toner i dette partitur og underlagt helheden. Alene er den blot en tone. Sammen med de andre bliver de til klange og hele værket forvandles til et  musikstykke som udtrykkes, ej gennem lyd, men gennem farve.

Mine billeder insisterer på mellemrummet, opfordrer til fordybelse og tvinger beskueren til at give slip på hverdagens udfordringer. Måske opdager man sine egne gentagelser på godt og ondt, men glemmer for en stund verden, og kommer ind i en musikalsk, poetisk og sanselig verden, hvor tiden står stille og hvor man er tilstede, nærværende i nuet, som et barn opslugt af leg.

Mette Mailund Strong

Fotos: Bo Hulgaard, Mette Mailund Strong